Kundecase: Gislev Rejser flytter kontor

Gislev Rejser flyttede for nylig til nye og større lokaler i Ringe. Takket være god forberedelse tog det kun tre timer, inden virksomhedens livsvigtige reservationssystem kørte igen 

I februar flyttede Gislev Rejser kontor fra Ørbækvej i Gislev til nye, større lokaler i den tidligere Agrogården i Ringe. Det var kommet flere medarbejdere til, og der var ikke mere plads på kontoret i Gislev.

”Alt det it-udstyr, der stod i huset, skulle flyttes, mens vi var i drift – foråret er jo en meget travl periode i et rejsebureau,” fortæller direktør Poul Andersen. ”Det drejede sig om to hovedservere, en firewall, switche og storage.”

Gode forberedelser giver færre overraskelser

For at flytningen kunne forløbe hurtigt og effektivt, krævede det gode forberedelser, både i Gislev Rejser og i OneHouse.

”Både Jakob Friis-Nielsen og Troels Rasmussen fra OneHouse havde kigget på it-infrastrukturen,” fortæller Poul Andersen. ”Vi havde set på, hvordan krydsfelterne skulle kobles sammen, og vi havde konfigureret access points. Firewallen var gjort klar, der skulle bare indlæses en ny konfigurationsfil, og så var vi i drift.”

Der var på forhånd styr på, hvordan e-mail, DNS og ip-adresser skulle hænge sammen ved overgangen fra den gamle lokation til den nye. ”Med tilstrækkelige forberedelser bliver skiftet meget nemmere, og der bliver færre overraskelser,” forklarer it-konsulent Troels Rasmussen.

Flyttet på én aften

Hele it-systemet blev flyttet på én aften, tirsdag den 25. februar. Forinden var der gået et par timers forberedelse, inden der blev slukket for strømmen kl. 17. Så gik en gruppe medarbejdere fra Gislev Rejser sammen med Troels Rasmussen og René Knudsen fra OneHouse i gang med selve flytningen. Alle maskiner blev taget ned, og det blev markeret med malertape, hvordan det hele havde været sat sammen.

”Det tog kun få timer, fra vi bar udstyret ud af lokalerne i Gislev, til vi havde fået sat det hele op i Ringe,” fortæller Poul Andersen.

”Vi havde fået klargjort et nyt rackskab i Ringe og trukket strøm og kablet netværket op til et krydsfelt ovenpå,”uddyber Troels Rasmussen. ”Så da vi kom med servergrejet og fik det tilsluttet og startede det op, fungerede det hele.”

Poul Andersen havde på forhånd fået login til DNS leverandørens system, så han kunne ændre ip-nummeret til et ip-nummer, der refererede til adressen i Ringe. Da DNS’en var opdateret, kunne kunderne igen benytte Gislev Rejsers reservationssystem.

Over al forventning

”Vi var færdige med at flytte it-systemet kl. 21.30, og  vi klarede det stort set uden at være ude af drift telefonmæssigt og it-mæssigt,” konstaterer Poul Andersen. ”Vi kunne sælge over telefonen hele tiden, og vores hjemmeside var kun nede i tre timer. Vores reservationssystem på nettet er jo vores produktionsapparat – vi er afhængige af, at vores it duer.”

Han slutter: ”Flytningen har forløbet over al forventning – den har været fuldstændig uden overraskelser. Vi var rigtig godt forberedt, blandt andet takket være Troels, René og resten af teamet fra OneHouse. ”

Gislev Rejser

  • Et af Danmarks største rejsebureauer, der fire gange er blevet kåret som Danmarks bedste arrangør af busrejser
  • Stiftet i 1946 af chauffør Poul Andersen. Direktør Poul Andersen er tredje generation i det familieejede firma
  • I år kan Gislev Rejser præsentere 159 rejsemål, heraf 45 nyheder.